Taarekanalen paa haardt arbejde

Jeg er den vaerste til at tage afsked. Jeg skal altid lave store scener som resultat af dramatiske tanker som: “Jeg kommer aldrig til at se dem igen”, at de har aabnet deres hjem og behandlet mig saa fantastisk, og saa “skrider” jeg bare igen fordi jeg skal tilbage til europaeisk luksus, men deres muligheder er saa begraenset.

Jeg havde 2 dage paa hjemmet efer jeg kom hjem fra Arusha, i tirsdags, da jeg skulle pakke, var jeg saa ekstremt pirlig fordi der var saa mange blandede foelser omkring det. Paa den ene side, ville jeg gerne hjem, fordi jeg savner venner, familie, arbejde, danmark og ikke mindst fordi det er mit hjem – og i mit hoved var jeg ogsaa instillet paa at det var nu. Paa den anden side, havde jeg ikke lyst til at forlade mine 23 boern, de 5 nonner og mama mary. Da jeg kom til Tanga var jeg ikke paa toppen, det vil jeg ikke laegge skjul paa. Jeg var lidt umotiveret omkring MS og havde ingen forventninger til, hvad jeg skulle moede. Og de gjorde de sidste 5 uger af mit ophold – Fantastisk! Tiden er floejet afsted og kunne sagtens bruge mere tid paa hjemmet.

Min sidste dag lavede vi et bjerg af popkorn (1kg popkornskerner kan fylde imponerende meget fandt jeg ud af ), spiste tyggegummi og ubehageligt syntetiske frugt karameller. Om aftenen efter aftensmad, troede jeg, at vi bare skulle i seng – hvilket passede mig rigtig godt, for saa undgik vi den “store dramatiske afsked” for jeg ville helst ikke have at boerene skulle se mig graede. Men jeg blev sat paa en stol og saa kom baade boernene og nonnerne dansede ind mens de sang. Jeg blev saa glad, men maatte alligevel ty til saltvandet da de en efter en kom op og kyssede og krammede farvel. Det var saa svaert at se boernene graede, specielt nogle af drengene og pigerne fra it vaerelse tudede i ordets bogstaveligste forstand. Den sad lige i venstre side af brystet. Daa vi saa gik i seng, kom en af soestrene og sagde, at hun syntes jeg lige skulle gaa ind paa drengevaerelset, for martin og patrick laa helt oploeste i deres senge.
Det er vanvittig svaert med en sprogbarriere, for jeg ville oenske at jeg kunne forklare boernene at jeg ogsaa havde en familie, som jeg skulle hjem til og at mit hjem var i Danmark. Jeg ville give alt, for bare at have en dag, hvor vi talte det samme sprog – for de var virkelig fantastiske. Jeg vil taenke paa dem og savne dem i lang tid endnu, men jeg har ogsaa hele tiden vaeret indstillet paa at det var nu “tingene” skulle ende – saa jeg glaeder mig ogsaa til mine tid som turist i Tanzanialand.