Laegger an til landing

47 timer til take off!

Der er meget vi skal naa, efter 10 timers bustur i dag, skal vi ud og straekker benene i morgen paa Kariakoo som er et mega marked og nok ud og spise afslutnings middag. Den stoerste bedrift bliver nok at faa pakket alt mit gutenhapen sammen saa det kan transporteres i en omgang og jeg ikke skal gaa 50 gange.

Men jeg har ikke tid til at skrive mere, tiden flyver og jeg skal jo ogsaa lige opsnuse en pool, saa jeg kan have lidt farve ved hjemkomsten, det er nemlig ikke en selvfoelge, at blive brun bare fordi man befinder sig under afrikas sol. ~Man skal spilme arbejde for det!

Tutteluu saa laenge – skulle gerne vaere paa dansk jord paa fredag, ved frokost tid. (til leverpostegsmad og ISKOLD skummetmaelk)

If you can”t climb it – drink it

Men jeg kom paa toppen af KILIMANJARO – og blev stor med maner!
5 dages vandring, sjov, alt for meget energi, og kaaede blonde piger – men hey vi var paa Kong Edwards hold.

Vi gik i fantastisk natur, og Edward vores guide blev puttet i en mindre storebror rolle, om han ville det eller ej. Allerede foerste dag, startede vi med smaa swahili interne jokes og blev tildelt familie roller i vores lille klatre gruppe.
dag 1. vi startede i 1800 m og gik 8km gennem regnskoven til 2700 m. Dj Edward spille nogle af vores yndlings afrikanske sange fra mobilen, mens vi forsoegte at synge med, hvilket var til stor underholdning for de forbipasserende portere.
dag 2. til 3700 m via 11 km gennem landskab der kunne ligne et dansk somerhus omraade.
dag 3. til 4700 m via 11 km gennem oerken landskab, som i den vilde vest. ved midnat startede eksamen – 12 km trek mod Uhuru peak paa 5895 m.
dag 4. Vi saa solen staa op kl 05.55 efter 5 t og 45 min gang – vilde anstrengelser og let hoejdesyge. Jeg var saa stolt og saa overvaeldet, at jeg graed da jeg naaede toppen (der var nolge af de voksne maend der ogsaa faeldede en taare, saa det er ikke fordi jeg er toeset) Vi kom frem som de foerste fra campen, selvo vi var gaaet over en time efter de foerste – masser af ros fra Mentor Edward! Derefter gik vi ned til 3700 m og hvilede de soelle ben, der havde gaaet smaa 35 km den dag.
dag 5. vi skulle hapse de sidste 19 km ned til gate – foedderne pev, laarene pev, taerene blev masakreret og katrine bed smerten i sig!

Det siges at der kun finde 2 slags idioter i Tanzania: De der aldrig har vaeret paa Kili og de der goer det mere end en gang! – og jeg kan se hvad de mener.
Alle dags trekkene var fantastiske, men natten var bestemt ingen nydelse – 6 timers udholdenhed, min balance var ude af kontrol, havde uden tvivl en mindre kamp med den tynde luft (som jeg naturligvis vandt) og jeg var saa traert at tanken flere gange strejfede  mig: “Jeg kunne jo bare tage en lille lur, saa kunne de vaekke mig paa vej ned” – Reality chek: man ligger sig ikke til at sove paa et bjerg, du doer katrine. Men tingene skulle ikke vaere for lette, vandet i min camelbak froes til og batterierne i kameraet var heller ikke samarbejdsvillige. Paa toppen, maatte jeg tage dem ud og varme dem i haanden, og inden jeg fik vanterne paa igen, var mine haender haevet og lufferne ville ikke paa. Helt Edward og assistent helt Juma forsoegte at hjaelpe mig, for mine haender var foelsesloese. Jeg saa forskraekket, dels over den smerte frosen bidrog med og dels over hvor hurtigt det gik naar kulden fik fat i blottet hud. Der er stadig to mingre spidser, der opfoere sig som om de er bedoevet, det er en ret underlig foelse. og hele vejen ned lavede jeg teamwork med Kong Edward hvor han holdte kameraet og jeg kunne indstille det med min tommelfinger i luffen.

Det er som om naar man saetter sig i hovedet, at vi skal goere noget specielt, saa er de folk man moeder ogsaa specielle. Vi moedte 40-aarige esther fra tyskland, der var rejst alene ned for at fejre sin foedelsdag. En 75-aarig mand fra ethiopien som skulle paa toppen for 3. gang (foerste gang 25 aar, anden gang: 50 aar og nu som 75 aarig) Han rejste med en gruppe af tidligere kriminelle, leddet af en britte som arrengerede en aarlig tur, som en slags terapi, hvor at vise dem tillid og faa dem til at indsee hvor meget de selv kunne opnaa. Sveske lukas som skulle op ogsaa og derefter ville koebe en afrikansk ko. Alle guiderne og porterne – hold op hvor var det  fantastisk!

Kilimanjaro – ever again (maaske om 10 eller 15 aar )

Og om igen..

Jeg er efterhaanden begyndt at forstaa, hvorfor afrikanere ikke planlaegger saa langt ud i fremtiden – for man skal ikke stole paa det ender som man forestillede sig, foer det faktisk sker.
Der er kommet lidt aendringer i vores turist dage, vores safari rasta mand ringede i dag, og vi har nu rykket kilimanjaro lidt frem, saa vi starter treakket paa – Mandag.
Saa der er blot sket en ombytning paa vores mindre events, saa nu skulle solopgangen gerne ses nu paa torsdag – derefter skal vi nyde teltlivet og luftmadrasserne paa det gamle vulkan krater!

Ren service information fra min side, for i skal bestemt ikke vaere i tvivl om hvilken morgen i skal taenke “Joesses, katrine stod i 5900 m hoejde og sagde godmorgen til solen”
Jeg forsoeger at give mig selv lidt moralsk opbakning, for jeg taenker mere og mere over min 4-maaneders dvaske krop lige skal nedlaegge det omtalte bjerg – men “tro kan flytte bjerge” og det er netop, hvad vi skal proeve!
Godnat og sov godt

Tiden gaar – klokken slaar

Saa skal vi op i tempo. I dag er kl. 14 dage i rugbroed med leverposted og iskold skummetmaelk.
I morgen er der evaluering efterfulgt af en flugs U-vendning mod Arushas koelige graesgange, hvor der venter masaai marked, 3-dages safari  ved Lake Manyara og Ngorogoro med camping i bedste svensker stil med telthygge inkl. live effekter som loevebroel og hyaener.
Det bliver fantastisk at komme ud og se the wild life, for jeg kan jo ikke vende tilbage snefyldte Danmark, efter 4 1/2 maaned under afrikas straalende sol og ikke have set en elefant, loeve eller en gru. Det bliver great, jeg glaeder mig helt vanvittigt til vores turist event bliver skudt i gang mandag morgen.
Naar vi har faaet nok af store kreature og farlige taender bliver vi koert til Moshi, hvor “the rock of Africa” selveste Kilimanjaro, troner med 5900 meter op i luftrummet. Jeg skal forsoege mig, men jo taettere det kommer paa, jo mere nervoes bliver jeg for konditionen og for hoejdesygen. Planen er at vi paa fjerdedagen (naeste soendag) skulle se solopgang i naesten 6 km hoejde, men jeg kommer fra sealevel og det er faktisk min stoerste bekymring sammen med naetterne – for det var det vaerste ved Mnt Kenya, kulden. For det er ikke koldt som naar man er paa skiferie eller naar Danmark er daekket af sne, for pga hoejdemeterne foeles bare -8 grader gennemborende og isende kold – og vi skal trods alt 900 meter hoejere op!
Vi har portere og kok med, og der skulle ikke vaere tale om nogen teknisk vanskelig udfordring, mere et traek, der kan syre lidt i beneren – Saa det bliver skoent, og undervejs er jeg nok ikke i tvivl om at jeg lever!

Det er min pigedroem der gaar i opfyldelse, siden 8 klasse, har kilimanjaro vaeret i tankerne og skulle proeves naar jeg blev stor – Nu sker det, jeg er blevet stor.

Cirkus Visum

Noget saa simpelt, som at pryde mit Europaeiske pas med et lille stempel, burde ikke kunne tage meget mere end 5 min. Saa ville jeg vaere glad for forlaenget visum og de kunne fryde sig over jeg betaler vilde turistpriser for at sove i telt og se nogle dyr, der gaar og graesser plus jeg faar 5-dages gaatur paa et bjerg i i forvejen har staaende. Men Katrine – skal vi ikke proeve “how to extend your visa – the african style”

Trin 1. Koe, op til skraenken – vi faar en blanket som skal udfyldes. (den havde vi selv forudset)
Trin 2. Koe, op til skraenken med udfyldt blanket – men hov vi skal ogsaa have lavet kopi af vores pas. Hvilket ikke kan ske paa immigration, saa vi skal ud paa gaden og finde bod som kan kopiere.
Trin 3. Koe, op til skraenken med udfyldt blanket og kopi af pas. Men hov vi skal ogsaa skrive et brev til immigration office, om hvorfor vi oensker at forlaenge vores visum. Men papir kan du ikke koebe paa der, saa vi skal ud paa gaden, over til boden og koebe papir. Saa skriver vi, hvorfor vi gerne vil blive.
Trin 4. Koe, op til skraenken, med udfyldt blanket, kopi og brev. Ups, de havde glemt at sige, at brevet skal skrives paa en bestemt maade, med deres adresse oppe i hjoernet.
Trin 5. Koe, op til skraenken, men udfyldt blanket, kopi og rigtig skrevet brev.
Trin 6. Vent i 1 1/2 time – og vupti forlaenges visum

Josefine og jeg maatte konstant staa og berolige hinanden med: At vi er i Tanzania, og selvom man tror, at man har vaennet sig til, at alting tager laengere tid og “effektivitet” staar forklaret i deres fremmedordbog – var vi moeg frustreret, for det var saa unoedvendigt. Paa den anden side, kom vi ogsaa til enighed om, at vi klart er blevet mere taalmodige og flexible af at opleve alt i det afrikanske tempo.
Naar man kigger efter, er der jo noget positivt ved alt

Av, der er varmt i Paradis

Samme dag, som jeg ankom til Dar es Salaam, startede den lidt mere eksotiske turist tilvaerelse (efter 6 timer i en varmt bus uden ac fra Tanga til Dar, hvor jeg havde skudt den store parpegoeje og skulle sidde i midten af to lettere overvaegtige kvinde, der hver fyldte ind paa mit saede – og saa er 6 timer meget lang tid). Jeg skulle moedes med Josefine, Thomas og Thomas, der har vaeret i Njombe. Vi tog ud og spise laekker italiensk, med drinks, vin, desert, under aaben himmel og med udsigt over det indiske ocean.

Det er helt fantastisk, hvilke smaa detaljer man laegger maerke til, efter man har levet paa beskedne vilkaar de foregaaende maander.
- At man kan faa iskold vand
- At tjeneren er dejlig fordi han smiler, selvom han glemmer halvdelen af bestillingen
- At der er en bruser, hvor jeg kan maerke straalen
- Et rigtigt supermarked, hvor Haribo slik har sin egen plads

For at holde standarden tog Josefine og jeg ud og spise sushi – imponerende god sushi og frisk mangojuice. Hvor vi sad og noed den koelighed, der kommer med moerket. Med moerket kommer ogsaa de berygtede myg, men de spiste kun af jose, saa jeg kunne nyde sofaens bloede puder med stort velbehag! Da vi efterhaanden var de sidste tilbage paa resturanten, kastede vi vores fyldte maver paa vandpibebar, hvor vi skulle moedes med Thomas og Thomas. Det er saa vanvittig utroligt, at baade lerhytterne og baalstederne er i samme land, som de kaempe luksus hoteller og fejlfrie arkader – Det er slet ikke til at tro, at vi befinder os i samme Tanzania land, naar man ogsaa har set, hvad der sker rundt om i landet.

Taarekanalen paa haardt arbejde

Jeg er den vaerste til at tage afsked. Jeg skal altid lave store scener som resultat af dramatiske tanker som: “Jeg kommer aldrig til at se dem igen”, at de har aabnet deres hjem og behandlet mig saa fantastisk, og saa “skrider” jeg bare igen fordi jeg skal tilbage til europaeisk luksus, men deres muligheder er saa begraenset.

Jeg havde 2 dage paa hjemmet efer jeg kom hjem fra Arusha, i tirsdags, da jeg skulle pakke, var jeg saa ekstremt pirlig fordi der var saa mange blandede foelser omkring det. Paa den ene side, ville jeg gerne hjem, fordi jeg savner venner, familie, arbejde, danmark og ikke mindst fordi det er mit hjem – og i mit hoved var jeg ogsaa instillet paa at det var nu. Paa den anden side, havde jeg ikke lyst til at forlade mine 23 boern, de 5 nonner og mama mary. Da jeg kom til Tanga var jeg ikke paa toppen, det vil jeg ikke laegge skjul paa. Jeg var lidt umotiveret omkring MS og havde ingen forventninger til, hvad jeg skulle moede. Og de gjorde de sidste 5 uger af mit ophold – Fantastisk! Tiden er floejet afsted og kunne sagtens bruge mere tid paa hjemmet.

Min sidste dag lavede vi et bjerg af popkorn (1kg popkornskerner kan fylde imponerende meget fandt jeg ud af ), spiste tyggegummi og ubehageligt syntetiske frugt karameller. Om aftenen efter aftensmad, troede jeg, at vi bare skulle i seng – hvilket passede mig rigtig godt, for saa undgik vi den “store dramatiske afsked” for jeg ville helst ikke have at boerene skulle se mig graede. Men jeg blev sat paa en stol og saa kom baade boernene og nonnerne dansede ind mens de sang. Jeg blev saa glad, men maatte alligevel ty til saltvandet da de en efter en kom op og kyssede og krammede farvel. Det var saa svaert at se boernene graede, specielt nogle af drengene og pigerne fra it vaerelse tudede i ordets bogstaveligste forstand. Den sad lige i venstre side af brystet. Daa vi saa gik i seng, kom en af soestrene og sagde, at hun syntes jeg lige skulle gaa ind paa drengevaerelset, for martin og patrick laa helt oploeste i deres senge.
Det er vanvittig svaert med en sprogbarriere, for jeg ville oenske at jeg kunne forklare boernene at jeg ogsaa havde en familie, som jeg skulle hjem til og at mit hjem var i Danmark. Jeg ville give alt, for bare at have en dag, hvor vi talte det samme sprog – for de var virkelig fantastiske. Jeg vil taenke paa dem og savne dem i lang tid endnu, men jeg har ogsaa hele tiden vaeret indstillet paa at det var nu “tingene” skulle ende – saa jeg glaeder mig ogsaa til mine tid som turist i Tanzanialand.

8 timer hjemmefra

Gaester til et bryllup – drop det. Vi var brudepiger, det var saa VILDT!

Bryllupet bestod af to dele, Send off og selve bryllupet. Til Send off er det brudens familie der invitere gommen og hans familie for at “sende bruden afsted” som navnet ligger op til. Vi skulle i vores smaekre guld kjoler eskortere Anna (bruden) op i salen sammen med de andre guldpiger og koerte paa ladet af en bil med orkestra i stor kartage gennem hele arusha by og noej hvor folk kiggede. Det var virkelig en stor oplevelse og om loardagen skulle vi saa til selve brylluppet, hvor gommen familie invitere brudens. Det var droen sjovt at vaere med, og vi blev taget saa godt i mod. – det goer jeg gerne igen

Jeg tillader mig at goere det MEGET kortfattet, for jeg har ingen tid at spilde. Jeg har kun 18 dage tilbage til jeg staar i kastrup, saa jeg kan ikke bruge lang tid foran computeren. I maa se billederne naar jeg kommer hjem, saa foelger historien og blondinerne til afro-bryllup!

Roeg i totterne

Jeg regnede med jeg skulle have langt haar, nu hvor mor ikke kunne sige “klip nu det haar” eller paapege at det var var for fehaars-agtig til at vaere paent. Men det er heller ikke let at gro en manke, naar det saa heller ikke rigtig kan blive vasket.

Klam, klammere og nok klammest. Saadan gaar historien om mit haar. Jeg har ikke faaet vasket mit haar ordenligt med shampoo og vaeret sikker paa saeben kom ud siden slutningen af november. Saa den har koert lidt paa “Vi er i afrika, der er ingen der opdager det” – men saa blev det for meget (jeg havde alligevel faaet haar ned til brystet). en dag kedede jeg  mig lidt og klippede mig selv med assistance fra boernene med min lommekniv. Flot? tjo alt er jo realativt som simon har laert mig – det kunne ihvert flad skjules noget saa fint i en knold.
Jeg glemte lidt, hvor sjusket det var gjort indtil jeg til brylluppet i Arusha skulle have glattet haar i dagens anledning – Hovsi, saa skulle der lige rettes til og sprogbarrieren slog til for hvad hedder studses paa engelsk? Jeg proevede at vise med fingrene at det bare var lidt “kidogo kidogo” og han nikkede – saa roeg de foerste 10 cm og jeg sagde han ligesaa godt kunne tage mere saa – nu havde han alligevel oedelagt mit stille “langhaaret oproer”.

jeg gik ud fra den faktisk vaeldig europaeiske frisoersalon med en leverpostegs laengde – saa i dag roeg resten af haaret og sofie en anden vollentoer paa boernehjemmet har udstyrret mig med haar til midt paa halsen – en lille fin top har jeg faaet. saa min “jeg-er-i-afrika-jeg-kan-gro-saa-laangt-haar-som-jeg-vil” plan endte med en hestehale paa 4 cm.

Takketalen

Tak for alle de mails jeg modtager. Det er virkelig dejligt, at man ikke bliver helt glemt. Selvom jeg nogle gange helt glemmer, hvordan kulde  foeles, maelk, mors kager og fars boeffer smager og hvordan det er at faa et rigtigt bad.
Alle de mails jeg har modtaget, at vaeret saa positive, stoettende og i den grad motiverende, hvilket har gjort at jeg husker at nyde alle de forskelligheder som jeg stoeder paa.  Jeg er meget ked af, at jeg ikke har faaet svaret paa dem alle, men de er alle blevet laest med stor glaede. Naturligvis kan man ikke undgaa at savne folk lidt, naar de ogsaa taenker paa mig, jeg ville gerne kunne give en krammer tilbage, men den maa vente endnu 3 ugers tid. Det jeg gerne vil frem til, at de mails betyder saa meget naar man som mig, sidder paa den anden side af aekvator og har noget af en straekning hjem.

Tusinde tak, for alle de skrevne ord